grud

Çgrude

Se også Çgrude (verb.)

Ìgrude

verb. _ gruw·Û $Erslev; gru·j $Houlbjerg, MØJy´S; gru·r ØLisbjergH (MØJy), $Tvis. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[< grud; spor. på Mors, i MVJy´V og MØJy]

= gruse, belægge med grus. å væj¶èn ¨ blöw gru·ÛèÛ å gjåw i stan¶, så Ûèn wa te¶ å farès o¶ = og vejen blev gruset og gjort i stand, så den var til at færdes på. NPBjerreg.Ommers.53.

grud	Çgrude
Sidens top