grin
grinde| grin | grinde |
subst. _ med sideformen grend, grint. _ greñ¶/gren¶ (K 4.4) alm. (dog også ´n mange steder i ñ´området); græçj¶/græ¶j (K 4.4) Vends; griñ¶ spor. i Midtjy; *grin(d)t MØJy´S. _ genus: neutr./fk. (K 7.1) el. stof´neutr. _ plur.: greñ· Hards, $Torsted, $Erslev; u.end. $Skannerup.
[former med ´i´ og/eller med ´n i stedet for forventet ´ñ (jf. K 4.4) skyldes formentlig påvirkning fra Ìgrin; former med ´æ´ el. ´t skyldes vel påvirkning fra flind (i sideformen flend hhv. flint)]
1) = smil, latterudbrud [< grinne 1; spor. i Vestjy´N og ´M] når små Børns Gråd hastig går "öwr te Griñ" (= ændrer sig til latter). Hards (Røjkjær.Opt.). Jörn ga¶ en lille Grend å¶t, o så lu han æ Pråwst behåld· de hiele = Jørn gav et lille grind (dvs. smilede lidt) af det (dvs. af, at Jens Provst lod al maden stå ovre hos sig selv), og så lod han "Provsten" beholde det hele. HPHansen.JP.32. \ (i plur.) = (længerevarede) latter, leen. hañ ku e§t bå·r sæ få greñ· = han kunne ikke nære sig for at le. HammerumH.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = grin [< grinne 2; spredt i Vends, spor. i øvrige Østjy´N og ´M; desuden anførte kilde fra Ribe] Grind ¨ Bemerker en spottelig latter. Ribe (TerpagerÌ.ca.1700). ham fæk di dem ett jennele Grind aa, fo de wa saaen en bette broute jen, dæ vill gjaren snak mej om aallting = ham fik de sig et enkelt grin af (i ny og næ), for det var sådan en lille brovtende en, der gerne ville snakke med om alting. Schak.V. (Ord&Sag.1987.34). (med overgang til adj. i flg. ttalemåde:) de è ¡greñ¶ å wæ te ¡sjöw¶, mæn de è ¡ejk ¡sjöw¶ å wæ te ¡greñ¶ = det er grin (morsomt) at være til sjov (være med til noget festligt), men det er ikke sjovt at være til grin (blive gjort nar ad). $Haverslev. \ ene grin(d) og gab = lutter snak el. narrestreger [spor. i Vends]
Forrige betydning - Næste betydning
3) = trækning, grimasse; ofte i forb. som han fik sådan sølle/slemme/sære grinde (plur.) [< grinne 3; spor. i MVJy] "hañ fæk sørn sølle Griñ" siger man for Spøg om en, der over at høre en ond Tidende, lader som han ikke regner det, men tvinger sig til Latter; det siges og om Børn, når de giver sig til at græde for ingen Ting. Røjkjær.Opt. de wa nåwè slæm· (sölè) greñ· hañ hå·j, ka do trow¶ (= det var nogle slemme, sølle grinde, han havde, kan du tro), om en der fortrækker ansigtet efter at have taget en ildesmagende medicin, om en der er blevet gennempryglet, ¨ olgn. Skautrup.H.II.42.
4) det er enten flind eller grind (evt. med fortsættelser som: eller flab/flak til begge ører; eller røven står pivåben) = det går fra den ene yderlighed til den anden [opr. har grind vist haft betydningen "gab, sprække", jf. grinne 5, men forstås vel nu i betydning 1_2 ovf. og ses stedvis omtolket til »grin; spredt i NVJy, spor. i Han, Fjends, Hards´NØ, MØJy´S og Bjerre] æn§tèn ær er flen¶ æ¬è gren¶ mæ ham (= enten er det flind eller grind med ham), dvs. enten er det over el. under det almindelige med han, om En som ikke kan ramme Middelvejen. $Vejrum. "enten skal det være flen¶ eller gren¶ eller fle¿© til bægge ører", siges ¨ om venskab, der et öjeblik er køligt, det næste meget hedt. Mors. \ (hertil, som adv.:) de bræ¿n ajèn fleñ¶ hælè greñ¶ = enten vil det slet ikke brænde el. også brænder det for raskt; også om en, der stundom arbejder altfor stærkt, stundom slet ikke. *Bjerre.
| grin | grinde |
| Sidens top | |