gluffe
glug·hul| gluffe | glug·hul |
subst. _ med sideformen glo. _ glø¿© Vends; gluk Læsø; glow¶ $NSamsø; glu© $Vroue. _ genus: mask./fk. (K 7.2). _ plur. (hyppigst i betydning 2): glukèr/glukè/glu§kèr/Áglukè (K 6.2, K 1.4) alm.; glø·© Vends.
[mht. formen glø¿© jf. vestnordisk glygg(r) (sideform til gluggr), norsk dialekt gløgg; formen glo¿ formentlig folkeetymologisk dannet på grundlag af Çglo]
1) = rigsm. [spredt i Vends, spor. i øvrige Nørrejy; syn.: glug·hul] I de helt gamle Stalde var der ikke Vinduer, men kun i glow¶, dewè ¡eñt ªå·ñti ¡tow¶ ¡stièn dæwè ¡eñt sat ¡i¿ (= det var ikke andet end, dvs. det var kun to sten, der ikke var sat i). $NSamsø. I gamle lader var en korsformet el. firkantet glø¿© ind til tværloen. Vends.
2) (i plur.) = øjne [spor. i Midtjy og SønJy] a spæñt no år¶dèntli glukèr åp (= jeg spændte nogle ordentlige glugger op), dvs. jeg gjorde store øjne. $Tved. \ (hertil, forvansket:) Iwessomda tahrt hun sin Klukker aa saang = ind i mellem tørrede hun sine øjne og sang. *Blich.XXVIII.77.
| gluffe | glug·hul |
| Sidens top | |