Çglufglug

gluffe

verb. _ med sideformerne glubbe, glubre. _ glof alm.; også *glop, *glub, *glover Østjy´M. _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; (i betydning 3) *glowe Hards (PKMadsen.Opt.). _ præt. og ptc.: ´è $Vroue, $Voldby.

[formentlig beslægtet med ODS. glube; jf. ODS. II.gluffe]

 Næste betydning

1) = spise grådigt, forslugent; ofte i forb. gluffe ¡i sig [Hards og Fjends, spor. i øvrige Midtjy, i NVJy, SyJy og SønJy; se kort]

Tæt afhjemlet

han gloffe æ mad i sæ, som om han eet haj fåt i fjovten dav = han slugte maden, som om han intet havde fået i fjorten dage. Hards.

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) = grynte truende (om so) [spor. i Midtjy og SØJy´N] æn sow¶ ka ¨ glof, næ¿r dièl kåm te¿ æ gri·s = soen kan grynte, når de vil komme til grisene. Skautrup.H.II.39. æn glofr a mæ (= den grynter ad mig), siges om gal So eller Orne, der grynter med hul Lyd, når et Menneske nærmer sig. Hards (Røjkjær.Opt.).

 Forrige betydning

3) det glower = det giver stærke Vindstød. *Hards (PKMadsen.Opt.).

Çglufglug
Sidens top