glintÇglinte

Se også glint (subst.), Çglinte (verb.), Èglinte (verb.)

Ìglinte

subst. _ gle÷ñtj Vends (vsa. ældre gleñ·tj); gleñtj $Tise; gleñ§t $Vejrum. _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).

[< Çglinte; spredt i Vends, spor. i Hards og i ældre kilder fra SVJy]

= kvinde med dristige øjne og indsmigrende væsen; fræk, falsk kvinde. (en) Glinte ¨ har nogle letferdige lader (= ansigtsudtryk mv.), oc er alt for galante oc dristig. Ribe (TerpagerÌ.ca.1700). Trowe do entj, din slegen Glentj, de slet e´en ajer ku brug ham? = tror du virkelig (egl.: tror du ikke), din indsmigrende tøs, at slet ingen andre kunne bruge ham (nemlig den flotte tjenestekarl, som enken på gården også selv havde kig på). Thise.MM.199. \ (spec.) = ubehageligt nysgerrig kvinde. *KærH (Vends).

glintÇglinte
Sidens top