Ìglød
gløde| Ìglød | gløde |
Se også Ìglød (subst.)
adj. _ gløj¶ alm.; glÒ¶j Vends. _ plur.: gløj·
[egl. ptc. af gløde]
1) = glødende; gloende [Han, NVJy, spredt i Vends og MVJy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
è ¡tÒr¶è æ ¡gløj· = tørvene (i ovnen) er glødende. $Torsted. æn rø¿ dæw¶èl mæ tow gløj¶ øw¶n = en rød djævel med to glødende øjne. $Lild. (afvisende svar:) Vil du et pes ve æn gløj Sti¿n, så ka du hør huÛÛen de ka snorre = vil du ikke pisse ved en glødende sten, så kan du høre, hvordan det kan »snurre. Røjkjær.Opt. Ane kunde huske, at man kom gløj¶ Stij¶n (= gloende sten) i Dejgen, naar Rugen havde spiret, saa var der næste Morgen en tommetyk sød Masse om Stenene, noget der saa ud som Hwe·stin (= »hvædesten). HPHansen.GF.I.113. Han smurte "Talle" (= talg) på Hornene (dvs. studehorn, som skulle rettes ud) og varmede disse med to Stykker "gløj Tørre" (= glødende tørv), »Hedetørv. HPHansen.Opt. æ 橶 war hièl gløj· = æggene var helt gloende. $Agger. (overført:) æ gløj’ Mog _ det glødede Møg _ siges om overmaade ringe Ting. LEft.1804.764. \ faste forb.: glød aske = udbrændt aske [spredt i Thy, spor. i øvrige Jyll] _ glød ild = gløder [spor. i Vends og Hards´SØ, desuden $Agger; syn.: gloende (forb. gloende ild)] do ska ta nøj gløj¶ il¶ o kom i¿ è ka·kèl, hæ¬ès rø·©èr èr = du skal tage nogle gløder og komme i kakkelovnen, ellers ryger det. $Agger. om Sommeren fik de Faareside, skaarne i lange Strimler, dyppet i Vand og Bygmel og stegt paa en Rist over glöj¶ Ild¶. Hards (HPHansen.GF.I.110).
Forrige betydning - Næste betydning
2) = stikkende (om sol) [Hards´SV, spor. i øvrige Hards, i NVJy og Sall; se kort; syn.: Çgladder 1, Çglidder 2, Çglimmer]
 | Tæt afhjemlet |
æ suel æ not gløj, de ku si ur te rejn = solen er noget stikkende, det kunne se ud til regn. BøllingH.
Forrige betydning - Næste betydning
3) = lidenskabelig, varmblodig; livlig; ivrig [Han´V, NVJy, MVJy (± Fjends´S), Him´V; se kort]
 | Tæt afhjemlet |
hon ¡hå¿r nu ¡gløj· ¡øw¶n (= hun har nogle gløde øjne), dvs. hede, erotiske. $Torsted. gløj¶ (bruges) om den unge pige, hvis livlighed er på grænsen af det utilladelige. $Erslev. de¿r æn betè gløj¶ pi·g = det er en livlig, kvik og rap pige. Skautrup.H.I.112. de war hañ ek¶ så gløj¶ po = det var han ikke så glød på (dvs. han brød sig ikke så meget om det). $Haverslev. Han wa knageme hiel gløjj = vred, ophidset. SØJy.
4) = kraftigt farvet, skrigende [spor. i Thy og MVJy] dæn far· ær får gløj¶ te mæ i mi 嬶èr (= den farve er for stærk til mig i min alder), mest om stærkt røde nuancer, men også om andre hidsige farver. $Vroue. \ (hertil, el. til betydning 1?:) No haed han jo ålti væen sor’en grov gløj i et (= nu havde han jo altid været sådan temmelig glød i det), dvs. med stærkt skinnende rødt ansigt. *SØJy.
| Ìglød | gløde |
| Sidens top | |