Çgjalder
gjaldrendes| Çgjalder | gjaldrendes |
verb. _ (¬/l K 4.6; ´er K 6.2:) gja¬èr alm.; gjo¬è/Ágjo¬è (K 1.9) SVJy´S, SønJy (dog gjå¬è $Vodder, $Agerskov; Ágjå¬è $Bov); jo¬èr $Fjolde. _ bøjning: ´er ´et ´et el. u.end. (K 6.2, K 6.1, K 6.3).
[spredt i SønJy (± Vadehavsøerne), spor. i øvrige Jyll (som lån fra rigsmål); syn.: gjalde]
= runge; give genlyd; råbe el. synge skingert. de ku Ágjo¬è ¡ætè sèn de va Ágråw· = det kunde gjaldre efter, sådan det var grov (når man tærskede, og der var en Gryde under Gulvet) (jf. Ìgryde 1, samt første citat i Çgjalder). $Als. Han ¡slåw et ¡Skrald¶èr mæ è ¡Pisk, te de ¡gjoldèrèt emæld· e ¡Hu·s = Han slog et Skrald med Pisken så det gjaldede mellem Husene. HostrupD.II.3.249. hon gja¬rèr å¬tin ¡åp (= hun gjaldrer altid op), dvs. snakker for meget ¨ skvaldrer. $Tved. \ (hertil:) gjaldre·råbe = råbe, så det giver genlyd [spor. afhjemlet]
| Çgjalder | gjaldrendes |
| Sidens top | |