gjaf
gjalde| gjaf | gjalde |
verb. _ med sideformen gjæffe. _ udtale »kort (med noter), jf. også K 1.8. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
\ Ìdog gjef Fjends, Sall; Çogså (fortrinsvis yngre) gjæf SVJy.
[1696: (vbs.) geffen (Bæksted.BT.II.159); lydefterlignende; Sønderjy, Sydjy, Hards´S, MØJy´SV, spredt i Hards´N og på Djurs´Ø, spor. i øvrige Østjy (nordpå til Limfjorden), i Fjends og i Sall; se kort; syn.: gælstre 1, Ìgævle 2, gø, søge x]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= gø, bjæffe (om hund). saa taar vo Bindhund te aa gjæff aa Staaren saa møj grov da = så begynder vor lænkehund at gø ad stodderen, så meget grove (dvs. voldsomt) endda. SØJy (NAlm.1874). dæn stuè huñ¶ gjæfè, dæn betè huñ¶ bjæfè = den store hund gjæffer, den lille hund bjæffer. $Hundslund. (talemåder:) De É it godt å lær gaml’ Hund’ å gjæff = det er ikke godt (dvs. let) at lære gamle hunde at gjæffe. Hagerup.Angel.176. den hund der gjaffer bider ét (= bider ikke). NMskr.1878.347. Det er galt o hør’ en Lopp’ gjaf, men det er værr’ o hør’ en Lus host = det er slemt at høre en loppe gø, men det er værre at høre en lus hoste. SJyMSkr.1941.110. \ (også:) om ræv, svin etc. [spor. i samme område] æ ve·è sna· Áitj om en ka Ásæj om Ámekèl te dæñ Ágjæfè ¨ de a¬¡miñèlè vi¬ væl Ávæ·è te dæñ ¡skrichè = jeg ved snart ikke, om man kan sige om Mikkel, at den gjæffer; det almindeligste ville vel være, at den skriger. $Rise. Næ en So· helle Aarne blyvver gal, saa kan di gjaf’ = når en so eller orne bliver vred, så kan de gjaffe. Sundeved. \ (overført, om menneske) = kæfte op, skælde ud; hoste [spor. afhjemlet] a ku høer, te po Tysk han gjæffed = jeg kunne høre, at han skældte ud på tysk. JKattrup.JJS.38. de æ dæ ¡a¬è ¡jæn dæ ¡gjafè öwè = (det er der) ikke én, der gør ad. Als. Haans ho væt skarns gui ve vo læng, / han gek aa huste aa gjaffe = Hans har været sløj gud ved hvor længe; han gik og hostede og gjaffede. Als (JyTid. 1/2 1959).
| gjaf | gjalde |
| Sidens top | |
}){kind=link}