gjæl
gjøl·bo| gjæl | gjøl·bo |
verb. _ med sideformen gæle. _ gjæ·l alm.; Ágæ·Ï, Áge·Ï Als. _ præs.: ´èr Hards; gjæl¶ SVJy; gjæ¿l $Give; gæÏ Als. _ præt. og ptc.: ´t Hards; gjæ·¬ hhv. gj濬 SVJy, $Give; Ágæ·¬ hhv. gæ·¬ Als (ptc. også skrevet *geel).
[vel beslægtet med Ìgale, jf. norsk dialekt gjela; Hards (langs Limfjorden dog kun spredt), SVJy´N, spor. på Als; se kort; syn.: bjæle 2]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= råbe op, skrige, huje. gjæ·l = huje eller raabe med skingrende Stemme (om Børn, Hyrder, naar de raabe ude i fri Luft). PKMadsen.Opt. Æ mand skuld jo baare (= bare) skydes, de war da ett nowwet aa gjæl op øwwer (= det var da ikke noget at skrige op over; tysk officers kommentar under krigen i 1864). AarbHards.1964.124. æ ¡gæl væn do ¡rö mæ = jeg skriger, hvis du rører mig! AlsOrdsaml.68. (vbs.:) selvfølgelig vakte det altid forargelse blandt mere adstadige naboer med al den hujen og gjælen, der til langt ud på natten forstyrrede byens og egnens fred! (når der blev holdt »opskærgilde). SStef.LL.154. \ hertil flg. sms.: gjæle·hals = person, der råber op [spor. i MVJy] _ (vel også:) gjæl´ko. Naar Børnene i Ørsted ¨ havde delt sig i to Flokke, der _ skjult af Mørket _ skulde finde hinanden i den store Landsbys indviklede Gadenet, lød med korte Mellemrum Raabet: ¡gjæϪkow¶ (= giv lyd, ko?). *Rougsø.
| gjæl | gjøl·bo |
| Sidens top | |