ÌgildeÈgilde

Se også Ìgilde (subst.), Ègilde (verb.), ¢gilde´ (sms.led)

Çgilde

verb. _ udtales som »Ìgilde. _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; gi¬èrè $Bjerre. _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; (ptc.) gilt $Erslev (i sms. af·gildet ndf.).

[< Ìgilde; spredt i Nørrejy; syn.: bojle]

= holde gilde; holde mange og/el. store gilder. Di gi¬è nued læn·g (= de gilder temmelig længe; siges), naar Gildet trækker for længe ud. MØJy. (spøgende:) di gik o gi¬èr mæ hwærañèr (= de gik og holdt gilde), dvs. drak med hinanden _ om et par bisser (= vagabonder). Hards (HPHansen.Opt.). _ (vbs., overført:) dje gi¬èn fik snå¶r æñ· = deres holden gilde, "føren sig stort op", fik snart ende. $Vroue. \ (hertil:) have af·gildet [< Ìaf 21; spor. i NVJy og MØJy] å·gilt, færdig med at holde Gilde. Skyum.Mors.I.253.

ÌgildeÈgilde
Sidens top