Ìgild

Ìgilde

Se også Ìgild (adj.)

Çgild

adj. _ med sideformen gilde. _ gj欶 Hards; gje¬¶ Fjends; *gæld, *geld SønJy´N; gj欷 SVJy (vsa. g欷 $Darum), sideform i Hards (vsa. *gjæ·¬). _ som 1.sms.led: samme udtale som grundform (med tab af evt. stød) el. som »Ègilde (da ofte med tab af længde).

[beslægtet med Ègilde; jf. norsk gjeld; spredt i Hards, spor. i Fjends, SVJy og SønJy´N]

(om ko) = ikke drægtig, men i mange tilfælde stadig mælkeydende. Gield, det samme som ¨ Gold. Varde (Tøxen.1698). dæñ Kow go gjæ·¬ i Or = den Ko går over (dvs. skal ikke føde kalv), men giver ligegodt (= alligevel) Mælk i år. Hards (Røjkjær.Opt.). (talemåde:) han æ så nysgjærè, han ka spø·r æn kal¶ å èn gjæl¶ ku¿ = han er så nysgerrig, han kan spørge en kalv af en ikke drægtig ko. Vestjy (F.II.705). \ (opfattet som subst.:) gå i / stå på ¡gild = ikke være drægtig [spor. i Hards] den æ gon i Gjæld¶ = den er gået i gild (dvs. koen er ikke drægtig i år). HPHansen.HH.86.

Ìgild	Ìgilde
Sidens top