¢futte
futte·mand| ¢futte | futte·mand |
Se også Ìfutte (subst.), Çfutte (subst.), Èfutte (verb.), ¢futte (verb.)
verb. _ med sideformen fytte. _ fut/fu÷t/fu§t (K 1.4) alm.; også *fyt Hards´NV. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; også (ældre) fu§t hhv. fut Thy, Sall; (præt.) også *fyt Hards´NV.
1) = fare (af sted), vimse (rundt) [< Ìfutte; spredt i NVJy og MVJy, spor. i øvrige Jyll] A bestilte it andet end at rende og bejse (jf. ¢bisse 2) og futte og føjte, sa(gde) hun. Skjoldb.RF.232. futt’ ¨ = hoppe hurtig, f. Eks. Lygtemanden, ¨ et lille væver Dyr ¨ Halen paa et Lam, naar det løber. Lars.Ordb.65. \ (spec.:) det hele fut (dvs. vogn og kusk "røg", blev kastet) i vejret og ud i fjorden. *Sall (Krist.DS.III.26). \ (hertil:) futte·røv. ¡fu§tªrÒw¶ = person, der farer af sted fra det ene til det andet uden at få udrettet noget ordentligt. *$Torsted. *$Ræhr.
2) = smutte [videreudvikling < betydning 1; spredt i NVJy og Hards´N; fortrinsvis i ældre kilder] Schade.ca.1820. Saa fyt der jawn en spinkel Splind / omkring æ Hjørn som Hwirrelvind = så smuttede der netop en spinkel fyr omkring (hus)hjørnet som en hvirvelvind. Noe´Nygård.P.68. (talemåde, om uorden:) hañ hå¿r hans så·©èr i æn kluw¶Û, lisèm hañ go¿r, så fu§tèr èr uw¶Û = han har sine sager i en (sammenbundet?) klud; ligesom han går, så smutter det ud. $Agger.
| ¢futte | futte·mand |
| Sidens top | |