Ìfuge

Èfuge

Se også Ìfuge (subst.), Èfuge (verb.)

Çfuge

verb. _ fu·© alm.; fu© $Havbro, $Tvis; fu·ch/Áfu·ch (K 1.9) alm. i Sønderjy; *fåw, *fow $Rise, ældre sideform på Als og Sundeved; (passiv) fåwèrès $Fjolde. _ præs.: ´er (K 6.2) alm. (dog ´ch´ > ´©´ i Sønderjy´N og i Fjolde, jf. K 4.2); (spec.) fu·è Rømø. _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; ´t $Fjolde, sideform i Vends; (ptc.:) også fu¿©t $Gosmer.

[< rigsmål; formerne (fra Sønderjy) med ´w´ dog < nedertysk foogen; spredt afhjemlet; fagsprog]

= rigsm.; især i forb. fuge ¡ud/¡mur (= fylde mørtel i fugerne af en mur), fuge ¡sammen/¡hjul (= sammenpasse stykkerne af en hjulfælg).

Ìfuge	Èfuge
Sidens top