for·slætter
Çfor¡slå| for·slætter | Çfor¡slå |
Se også Çfor¡slå (verb.), Èfor¡slag (subst.)
verb.
[< slå x]
1) = rigsm. (strække, slå til; gøre gavn) [syn.: batte] dæ ¡kåñt ¡nowè få¡sÏo¿ te ¡håm = der kan ikke noget forslå til ham (dvs. intet er tilstrækkeligt for ham). $NSamsø. så kuñ èÛ aj·lons fòslå¿, næ¿r di sòl· æn par stuw·Û = så kunne det anderledes gøre gavn, når de solgte et par stude (i stedet for blot æg, smør mv.). Kvolsgaard.L.83. må wå¡hæ·è væl¡si©·n a ¡kjø, a ¡sop ska a ¡nåk ¡klå·è å få¡slå¿è = må vorherre velsigne kødet; suppen skal jeg sagtens få til at slå til (ved at spæde op med vand). $Ål. _ (i talrige talemåder, fx:) De ka hwitjèn ¡no¶ hælè få¡slo¶ = det kan hverken nå eller forslå. AarbVends.1929.286. De få¡slæ·èr ¨ í me·è som en ¡Bö·n i èn ¡Bjør·nröw¶ = det forslår ikke mere end en bønne i en bjørnerøv. HostrupD.II.1.69 (med varianter som: en loppe i en tom lade, ¨ en pebernød i et »dejnetrug, ¨ en »vind i en degn, ¨ en myg i en »bjørneast). \ (forstærkende:) så det forslår (el. lign.) = så det kan ses el. mærkes; meget, kraftigt, voldsomt [spredt afhjemlet] di o¿r, te de får¡sl! (= de åd, så det forslog), dvs. åd meget. $Vroue. de ¡ræ·ñt, så de fo¡slow¶ ªnÒj¶ = det regnede voldsomt. $Torsted.
2) = fordrive (tiden) [spredt i NVJy, Him, MØJy og SØJy, spor. i Han, Fjends og SDjurs] Dæn wa rowsom fu mæ aa ha, ¨ aa wi foslow manne Staahn mæ hinaahn = den (dvs. gårdens hund) var morsom for mig (nemlig tjenestedrengen) at have, og vi fordrev mange timer med hinanden. AarbMors.1926.102.
| for·slætter | Çfor¡slå |
| Sidens top | |