for¡loddest
for¡lov| for¡loddest | for¡lov |
adj. _ 2.led: ´¡lo·rèn alm.; ´¡lo¿rèn $NSamsø. _ plur.: u.end.
1) = tabt, blevet væk; fortabt, ude (med én) [< middelnedertysk vorlo^ren (sideform til vorle^sen, jf. for¡lise); spredt i Østjy´M, spor. i øvrige Jyll; fortrinsvis i ældre kilder] min to¡baksªpoµ¶ æ fo¡lo·rèn (= min tobakspung er blevet væk), sagde (han) til hunden, som så fandt den. $Tved. I Kortspil: Do ¡æ få¡lo·rèn, lildè Ma¡tís, ¡hæ·è ¡ser¶ ¡fæm ¡sto·è ¡Trom·f e¡mo·è dæ = Du er fortabt ¨ her sidder fem store Trumfer imod dig. HostrupD.II.1.180. \ (vist også) = sølle, elendig. *PJæger.K.30.
2) = uægte; især i forb. for¡lorne tænder [< rigsmål; spredt afhjemlet] i få¡lo¿rèn ¡flæ·tni (= en forloren Fletning), havde Kvinder, der ikke selv havde tilstrækkeligt Hår. $NSamsø. få¡lo·rèn ¡tåskªhåÏè (= Torskehaler) laves af Pastinakker skåret i Skiver og brunet på Panden med Rasp og Smør. Hards.
| for¡loddest | for¡lov |
| Sidens top | |