Çflasse

¢flasse

Se også Ìflasse (subst.), Çflasse (subst.), ¢flasse (verb.), £flasse´ (sms.led)

Èflasse

verb. _ med sideformen flassie. _ flas alm.; også *flassi spor. i Hards. _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; u.end. $Ål. _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1).

[jf. norsk flasa; spredt i Hards og SVJy, spor. i Fjends og Ommers]

= fare uordentligt af sted; buse lige på, te sig. kom flasèñ (= komme farende), om den uordentlige, skødesløse. Skautrup.H.II.57. "hañ flasèr te" = farer lige til, ser sig ikke for; bruges mest, når nogen spilder noget. Røjkjær.Opt. (da moderen kom og ville have datterens svar på et frieri, var pigen) ved at "staa »Enke" med sine yngre Søskende. Moderen sagde helt forarget over dette Syn: "Her render du og flasser som en hiel Båen (= ganske som et barn), endda du er næsten gywt (= gift)!". Sulkjær.Arnborg.102. (spec.:) kju·liµèn såÛ å flasèt å ku§ kom åp = kyllingen sad og masede og kunne ikke komme op (af vandet). $Vorning. \ (også) = være ubehændig, kludre [spor. i Hards]

Çflasse	¢flasse
Sidens top