Ìflanteflantet

Se også Ìflante (subst.)

Çflante

verb. _ (´ñt/´nt K 4.5:) flañ§t/flañ·t/flañt (K 1.5, K 1.6). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[beslægtet med Çflane; spredt i Vestjy, Han, Sydjy og VSønJy, spor. i øvrige Østjy (± Vends og Djurs) og i ØSønJy´N]

= gå el. arbejde skødesløst; daske; pjatte, fjase. "di sejr å flañtr", bruges om Børn og unge Folk, (der) driver Tiden hen med Skjælmstykker, Latter og lign. og derved glemmer hvad de skulde bestille. Hards (Røjkjær.Opt.). go å flañ§t mæ nåwèt = daske om med det, uden at tænke på hvad man har i hænderne. $Darum. Hun spørger, om de fattedes ikke en Sypige. Jo, det gjorde de nok, sagde de og sad og flantede og saa til hverandre, for de tænkte, at det var vist en svar Sypige (dvs. hun skulle nok være en dygtig sypige), saa ringe som hun saa ud. Hards (Krist.JyF.VII.257). \ hertil flg. sms.: flante·bælg, flante·hæl = sjusket el. fjantet pigebarn [spor. i SønJy´N] _ flante¡ri = pjattet, skødesløs adfærd [spor. i SønJy´N] _ flante·vorn = sjusket; fjantet [spor. i MVJy´N]

Ìflanteflantet
Sidens top