flanni·vorn
Çflanre| flanni·vorn | Çflanre |
Se også flannie (verb.), Çflanre (verb.)
verb. _ med sideformen flannie. _ flañèr/flanè (K 4.4, K 6.2) alm.; flañi/flani (K 4.4) NVJy og MVJy (på Mors og i Sall dog kun som sideform), MØJy´S og ´SV, SØJy´N. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
1) = flagre; hænge løst [alm. (undt. i Vends og syd for rigsgrænsen)] no hå de he¿n å flanèrèÛ nåk = nu har det (dvs. vasketøjet) hængt og flanret nok. $Tved. ¡tu϶ipèrèn ¡ste¿è så ¡se¿èt å flaniè i ¡dæn ¡va·s = tulipanerne står så sært og flanrer i den vase. $Hundslund. hun gek grulig o flanneret i hin tøj = hun gik grueligt og flanrede i sit tøj (dvs. det hang om hende). SVJy. \ (hertil vel:) Flandereri = smagløst Pynt paa Hovedet. *Hards. \ (overført) = daske, strejfe om [spor. i samme områder] Hun flandèrèr sta·jè om¡kreµ (= hun flanrer stadig omkring), dvs. ¨ fra det ene Sted til det andet, uden at have ¨ fast Arbejde, og uden at tage sig Verden for nær. HostrupD.II.1.127. en blyw’er saa fjumset som Hunden, der flanner / aa hi’l hen foliser si Mo’n = man bliver så forfjamsket som hunden, der strejfer om og helt glemmer sit mål. Jarling.H.14.
2) = bugte sig; bule [jf. Çflanni; spor. i Østjy´N og ´M] flandre (siges der) om Tøj, der stryges ¨ naar det giver sig ud (= udvider sig) og derfor i Kanten eller Sømmen ikke ligger glat, men bugter sig op og ned. HadsH. det flannere, når noget der burde være jævnt rundt ikke er det, f.eks. en hatteskygge der buler op og ned eller en hjulfælg der er gået ud af form. GaltenH.
| flanni·vorn | Çflanre |
| Sidens top | |