Ìflamme

Èflamme

Se også Ìflamme (subst.), Èflamme (verb.)

Çflamme

subst. _ med sideformen flamming. _ flam· (vsa. flamèµ Fjends´N ). _ genus: fk. _ plur.: ´er (K 6.2).

[vel beslægtet med Ìflamme; jf. islandsk flæmi]

 Næste betydning

1) = vidtstrakt område (af flad jord, i reglen hede og da tydeliggørende kaldt hede·flamme); jf. Noe´Nygård.S.58 [Hards (± NV, men med tilgrænsende sogne af Fjends og SVJy); se kort]

Tæt afhjemlet

HammerumH (NHegelahr.ca.1810). ve koµèns¡hu¿s ær dær èn stu¶èr flam·, dær ær fre·èr = ved Kongenshus er der en stor (hede)flade, der er fredet. $Vroue. de var da en vældig flamme, kræ pejsen haar lagt ud til rov ior = det var da et vældigt stykke (jord), Kristian Pedersen har udlagt til rug i år. Hards. (spøgende:) de er en flam· så stuèr, te en ku e§t fåèn lø¿st (= det er en flamme så stor, at man ikke kunne få den læst; sagt om avis). SVJy. \ (hertil:) eng·flamming. det første Syn af Naturen, der traf mit Øje, det var en stor flad Engflamming oversaaet med hvide Stude. *Fjends (Aakj.Br.103).

 Forrige betydning

2) = tung, mørk sky [spor. i Hards´NV og Thy; syn.: blamme 1] (talemåde:) syñjø·st flamèr å kwiñ·klam¶èr ¨ de æñès mæ vañ¶ = sydøstskyer og kvindeklammeri, det ender med vand (regn hhv. gråd). SønJy (F.).

Ìflamme	Èflamme
Sidens top