Çflænge

flænger

Se også Ìflænge (subst.), Çflænge (verb.)

Èflænge

verb. _ flæµ· _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[< Ìflæng 3; Hards´SØ (med nabosogne i SVJy), desuden $Tvis; se kort]

Tæt afhjemlet

= deles, være fælles, gå sammen (om noget). (præs.:) Flænger ¨ at giøre en Ting skifteviis (eller) at tage halv Andeel i noget. NHegelahr.ca.1810. dæñ¶ ¡flæµèr di ¡om· ¨ dvs. den (fx. et redskab) er de fælles om at bruge. Skautrup.H.II.143. (ca. 1840 pløjede man) med 2 spand heste for hjulploven. Der var en mand til at køre hvert spand, én til at holde på ploven og én til at træde furen ned ¨; men der skulde undertiden også én til at ligge på plovåsen, og da var der altså 5 mand til denne forestilling. Det er en selvfølge, at man både måtte flænge (= bidrage til det fælles arbejde) med heste og mandskab. HPHansen.HS.88.

Çflænge	flænger
Sidens top