Çflæge

flæger

Se også Ìflæge (subst.), Çflæge (subst.)

Èflæge

verb. _ med sideformen flægre. _ flæ·© alm.; flæ©èr $Vejrum. _ præs.: ´er (K 6.2). _ ptc.: flæ©èrèr $Vejrum.

[beslægtet med flagre (jf. flagre·hat); spredt i ældre kilder fra Holmsland, desuden $Vejrum, spor. i øvrige Vestjy]

= hænge; daske, dovne. han gor å flæ·©èr mæ èÛ = går uordentlig i Klæder så de hænger om ham; han stor o flæ·©èr = står og hænger og intet bestiller. Røjkjær.Opt.

Çflæge	flæger
Sidens top