fejen
feje·skovl| fejen | feje·skovl |
Se også Èfed (adj.), Ìfjeder (subst.)
subst. _ med sideformerne feger, fegi, fæger, fægert. _ udtale »kort (med noter). _ genus: mask./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).
\ Ìogså fe·©i spor. i MØJy; Çdog fæ¿©èrt $Agerskov; Èdog *fæ·chert VisH (ØSønJy´S).
[vel < nedertysk feger (= ødeland, rastløs person), jf. Dialektstudier.V.239; sideformerne fegi og fægert dannet i tilslutning til personbetegnelser som tokki, tossi (se tosse) hhv. drivert, drønnert]
1) = sær person, original; rask, sjov, løjerlig fyr; spradebasse [Vends, Læsø, Him´Ø, MØJy´S, SØJy, ØSønJy (nord for rigsgrænsen), spor. i øvrige Midt- og Sydjy samt i VSønJy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
Vends (Melsen.1811). no va li¬è Pæj¶è åsè èn sæ¿r fæ·©è, dæ ku bær sæ oñèlè tom§pè aÛ = nu var lille Peder en sær fæger, der kunne bære sig underligt tosset ad. $Lejrskov. \ (også) = fordægtig, uduelig person [spor. i Midtjy]
2) = stor fyr, ordentlig tamp [spor. i MØJy]
| fejen | feje·skovl |
| Sidens top | |
}){kind=link}