ÌFalle

Èfalle

Se også ÌFalle (mn.), Èfalle (adj.), ¢falle (verb.)

Çfalle

adj. _ (l/Ï K 4.8:) falè

[jf. vestnordisk fõlr (= bleg); beslægtet med falme; spredt i MØJy (±N)]

= bleg, gusten. Den bette Pig’ sier saa falle u’ = den lille pige ser så bleg ud. Århus (JRHübertz.ca.1835). \ (også) = beklemt, forlegen [kun anførte steder i MØJy] Prejsten ¨ bløv saaen ledt falle ve et = præsten blev sådan lidt forlegen ved det (dvs. ved noget, en mand sagde til ham). GjernH. VoerH. \ (spec.) = dårlig, forsømt. de waar it ret læng, innen Baanet bløw noi faaskræmt, aa kam te aa si møi falle ui i Tøuet = det varede ikke ret længe, inden barnet (dvs. steddatteren) blev noget forskræmt og kom til se at meget forsømt ud i tøjet. *MØJy (JAsbæk.L.16).

ÌFalle	Èfalle
Sidens top