endelig

endelig·mål

endelig·hed

subst.

[< Ç´hed; spor. på grænsen mellem MVJy og SVJy]

= ende, afslutning. og så blev endeligheden af det, te (= at) karlen blev fordærvet ved den slåen (dvs. ved at slå hø på den måde). HammerumH (Krist.DS.VI.1.256).

endelig	endelig·mål
Sidens top