ende·langs
endelig·hed| ende·langs | endelig·hed |
adv. _ med sideformerne endeligt, endeligst, endeligen, endeligsen. _ (»´lig:) æñèlè/ænèlè/æjèlè/æçjèÏè (K 4.4)Ì alm. i Nørrejy, spor. i Sønderjy; æñ¶èlè/æn¶èlè spor. i MØJy´N; eñèlè $Tved; iñèlè (ved sammenfald med »inderlig x) $Bjerre, LBælt´N; også (yngre, skriftnært) æn(·)dèlè, æñèli(©) etc. (især i betydning 1) Nord- og Midtjy; (som sideformer, især i betydning 2´4:) *en(de)let spor. i MØJy´M og ´S samt på Als; iñèlèt $Bjerre; æñèlèst Sønderjy, spredt i SVJy (spor. vsa. æñèst); (ældre) Éleµèn Vends´M; É·li©èn spor. i Vends´N; æn·lèsèn spor. i MØJy´N.
\ Ìogså optegnet med konsonantlængde i stedet for midterstavelsens ´è´
[syn.: endelig·mål]
1) = omsider, langt om længe [vel < rigsmål (jf. skriftnære udtaler); spredt afhjemlet (dog kun spor. i Sønderjy´S); syn.: om¡sider, »langt om længe, til »sidst] Den er da ennelist split aa skjel ad som saa manne anner; men för hær e vætt en feit goi Gaar = den er da omsider splittet og skilt ad (dvs. udstykket) som så mange andre; men forhen har det været en virkelig god gård. MMHans.DFS.20. BroÉn va eñtj møj får å ha mÉ dÉj sag å bestel; mÉn æleµÉn lòve haj å jÒr hans bÉjst = broderen var ikke meget for at have med den sag at bestille; men langt om længe lovede han at gøre sit bedste. Grønb.Opt.208. \ (i opregning) = til sidst (men ikke mindst) [spor. i Nørrejy] Thielo.BH.83. Havde man været uartig, kunne ens bedstemor ¨ sige: ¡Fy da få ¡ål· ¡bysèns ¡swij¶n _ mæn da ¡æñ·lè ¡åsè få ¡wå betè ¡grij¶s = fy da for alle byens svin _ men husk da nu endelig også at indbefatte vores lille gris! $Haverslev.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = godt nok; ret beset; når alt kommer til alt; for resten; som udtryk for eftertanke, indrømmelse mv. [formentlig stedvis sammenblandet med »egentlig; spredt i et bælte fra Horsens op over Viborg til Limfjordsegnene, spor. i øvrige Jyll] Ih! Herre Gui! sæjer Faar de? to saa ka ed ennelek hæjer vær nouen Skam faa vi anner = ih, herre gud! siger præsten det (nemlig at det er i orden at trække skindet af døde dyr)? jamen så kan det godt nok heller ikke være nogen skam for os andre (jævne bønder). NBlich.VP.219. Kaski ændele entj der war noe i Wɶj mæ SnaktÒw¶we, men haj jik ¡òl¡ste¶ns mæ en gromme stu¶r Skro¶ i Mu¶j = måske var der ret beset ikke noget i vejen med snakketøjet, men han gik altid med en grumme stor skrå i munden (og talte derfor utydeligt). AEsp.GG.55. den Gaang røjt’ Folk jo ’t søen ind’ om æ Sommer som no om Tier, aa di haaj’ da ennelæ hejer ett nøj aa røjt mæj = den gang »røgtede folk jo ikke sådan inde om sommeren som nu om dage, og de havde da for resten heller ikke noget (foder) at røgte med. AarbSkive.1916.131.
Forrige betydning - Næste betydning
3) = absolut, virkelig; partout; trods forventninger, sædvane el. sund fornuft [spor. i Nørrejy] ¡nu· wÉl jo ¡æñèli© ha ¡haw·ªtòsk! _ ¡ja·, sÉj¶èr æ, mæn ¡de ka æ ¡òsè te¡frÉs¡stÉl· jÉr ¡mæj = nogle (af opkøberne) ville jo absolut have havtorsk _ ja, siger jeg, men det kan jeg også tilfredsstille jer med!. Thy. De ung’ vild’ jo endle haa’ æ = de unge ville jo partout have det (og så måtte jeg bøje mig). Aakj.FJ.110. vil di no end’ele vær helle, saa skuld’ di da hold’ er ve dem sjæl’ = ville de nu absolut være hellige, så skulle de da (tage og) holde det for sig selv. NChristians.NPW.9.
4) med rent forstærkende funktion.
4.1) = for alt i verden, sandelig (i opfordring, advarsel etc.) [spredt afhjemlet (dog kun spor. i Sønderjy´S)] aa tren di faa nued, saa skuld di da endelet kom, di vild ve dem te Tjennest i enhwæ Retning = og trængte de til noget, så skulle de da endelig komme, de (dvs. folk i nabolaget) ville være dem til tjeneste i enhver retning. Horsens´egnen (Jyden.II.18). I må enlest it vask æ lowt, for de ær malt mæ blo = I må endelig ikke vaske loftet, for det er (efter gammel almueskik) malet med blod (og smitter altså af). SønJy (SprKult.XXV.4).
4.2) = rigtig, sandelig (som stærk understregning) [spor. i NVJy] han ¡ga ham ¡jÉn¶ åm è ¡hu¶è, te de ¡æñèli© ¡saµ¶ = han gav ham én på hovedet, så det rigtig sang. $Torsted. de wa ajlèns dæhjemm’, dæ ku enle mi Faae / siel fø’ op, hwans han mangelt a Kall’ = det var anderledes derhjemme; dér kunne min fader sandelig nok selv opføde, hvad han manglede af kalve. JKirk.NT.100.
| ende·langs | endelig·hed |
| Sidens top | |