dylleÌdylre

dyllig

adj. _ Ády¬è/dy¬è (K 1.9) alm.; *dydleg Kok.Ordspr.117.

[1651: dyldig (PJWandal.Cat.A4v); < nedertysk düllig; spredt i ØSønJy´M (med tilgrænsende dele af VSønJy), spor. i øvrige ØSønJy og SSlesv; fortrinsvis i ældre kilder]

= føjelig; tålmodig (om menneske el. dyr). Barnet er så dylle = roligt og nemt. RiseH. (talemåde:) Hvem der er skylle (= skyldig), maa være dylle, dvs. finde sig i hvad der paafølger. Sønderborg (F.; med varianter i Kok.Ordspr.117). _ (også med bibetydning af, at tålmodigheden går for vidt:) han er dyllig, dvs. en, va dæ så·n Átæmlè kañ ¡fiñ sæ i ªå¬teµ (= en der sådan omtrent kan finde sig i alt). $Bov.

dylleÌdylre
Sidens top