duts

Çdutte

Se også Çdutte (verb.), Èdutte (verb.)

Ìdutte

verb. _ dut/du÷t (K 1.4). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[muligvis < dunte; NJy, Him´Ø, spor. i øvrige Nørrejy; se kort]

Tæt afhjemlet

= pudre (især spædbørn, med kartoffelmel i en »duttepose, som forsigtigt stødes el. duppes mod huden). Ka do flit mæ katoffelmielt, a ska ha dej bette dutte = kan du give mig kartoffelmelet, jeg skal have den lille pudret. Vends´S. Hwes mæ er bløwwen skoltj å swol, er æ godt å blyw dutte mæ katøffelmiel = hvis man er blevet skoldet af solen, er det godt at blive pudret med kartoffelmel. Vends´M. \ (også) = duppe. hon ¡duttè de ¡ga·l ¡y·w mæ ¡boorªwò¶j = hun duppede det dårlige øje med borvand. *AEsp.VO.V. \ (spec.:) nær tjÒmaj wæjjer mi¶l å, stor haj å dutter i deski mæ påssi, får å få de te å søk sam¶mel = når købmanden vejer mel af, står han og støder i disken med posen for at få det til at synke sammen. *AEsp.VO.

duts	Çdutte
Sidens top