drotting

drube

Se også drøj (adj.), Çdrive (verb.)

dru

adj. _ med sideformen druf. _ dru¿/drú/dru· (K 1.1, K 2.1) alm.; druf $Fjolde.

[< middelnedertysk drove (formen i Fjolde dog snarest < nedertysk druuf); Sønderjy´S (± Vadehavsøerne, og kun spor. på Als), spredt i SønJy´N og SVJy´M (inkl. Fanø), spor. i ældre kilder i Østjy; se kort]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

= utilpas; mismodig, modfalden; sløv, mut; (om dyr:) slap, uden lyst til at æde. Konen var lystig, men manden var saa dru. TerpagerÇ.ca.1700. dru _ det er naar man ikke er i fuld Vigør, ligeledes naar et Dyr staar og hænger og vil ikke æde sit Foder. SVJy. dæñ ¡stæ¿r så ¡drú = den står så sløv, fx. om en Kalv. $Vodder. om husdyr brugtes ordet dru· = dvask, vist nærmest på grund af sygdom. ØSønJy. e ¡hæst æ ¡dru = (hesten er) sej, langsom. AlsOrdsaml.

drotting	drube
Sidens top