dosig
dosle·hoved| dosig | dosle·hoved |
verb. _ med sideformen dusle. _ dåsèl alm.; dòsèl Thy; dusèl/Ádusèl (K 1.9) SønJy (spor. vsa. *dosel). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t alm.; dòsè¬t $Torsted.
[< nedertysk duseln; Thy (± Thyholm), Hards´S, ØSønJy, spredt i VSønJy, spor. i øvrige Vestjy, i SØJy´NV og på Als; se kort; syn.: døjsle, tusle]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= gå sløvt omkring, drive, drysse rundt (uden mål og uden at få noget bestilt); ofte i forb. gå og dosle, dosle om¡kring. han vidste ikke, hvor han skulde hen, men han doslede da omkring og kommer til en skov. MVJy (Krist.JyF.XIII.45). Niels gik o dåselt, og var nærmest et Udskud der hjemme ¨ og Moderen vist så Mar·i et¶, hwa han sku blyw te (vidste så sandelig ikke, hvad han skulle blive til). AarbHards.1937.5. \ (også) = halvsove, blunde; især i forb. sidde og dosle [spredt i Thy og VSønJy] (en sengeliggende patient:) "èn ka ¡næm¶ le© å ¡dòsèl è ¡tí ¡hæn" = man kan let ligge og døse tiden hen. $Torsted.
| dosig | dosle·hoved |
| Sidens top | |