dog·lap
dogre·hoved| dog·lap | dogre·hoved |
verb. _ (´er K 6.2:) då©er/dåchèr (K 4.2). _ bøjning: ´er ´et ´et el. u.end. (K 6.3, K 6.2, K 6.1).
1) = være sløv, dvask, uforetagsom; være dum, dorsk; især i forb. som gå og dogre (= gå og drive, daske sløvt omkring), komme dogrende (= komme slaskende), sidde og dogre (= sidde sløv el. uvirksom) [NØJy (dog kun spredt i Him´N), MVJy, MØJy, Djurs´V, SØJy (med tilgrænsende egne af ØSønJy), spredt i NVJy´S, SVJy og nordligste VSønJy, spor. i øvrige Nordjy, Djurs og SønJy´N; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
han gor å dogrer = sandser intet af hvad han skulde. Hards (Røjkjær.Opt.). Foehren (= fårene) gik aa daagret. Thomaskjær.SV.46. komm’ dogrend te Hjemmen ved Dryw’dawstid’ = komme daskende hjem (fra byen) midt på eftermiddagen. Aakj.ET.8. o hans gamèl daw· so han mjest å då©èrè iñ· ve æ skyw· å tø©è o èn skro¿ = på sine gamle dage sad han mest uvirksom hen inde ved bordet og tyggede på en skrå. $Vroue. ThøgLars.K.57. \ (også) = bortøde, sløse. Hand doggrer hans beste tid, hans middel bort. *Ribe (TerpagerÇ.ca.1700). \ (hertil muligvis, men formentlig fejl for govre:) jeg gaar jo og dogrer (= ryster) af Angst for (etc.). *Sall (Krist.JyF.VII.84).
2) dogre (én) ¡ud = skælde ud, skamme ud, irettesætte [spredt i ØSønJy´N, desuden $Hostrup] han går å dågre ham ud fra mån (= morgen) te avden. GramH.
| dog·lap | dogre·hoved |
| Sidens top | |