dengang´ens¡tid
denge·mand| dengang´ens¡tid | denge·mand |
Se også Ìdynge (subst.)
subst. _ med sideformen deng. _ dæµè alm.; d浶 Vends. _ genus: fk. alm.; mask. NØVends (K 7.2).
[< dreng; spor. afhjemlet; barnesprog; syn.: dengse]
= lille dreng (kælenavn). ska ¡dæng¶i ha bappi å hen å pu·t ? = skal dengse have sutten og hen at sove? AEsp.VO.I.124. tre skolekammerater, der (hver for sig) blev kaldt denge. SØJy.
| dengang´ens¡tid | denge·mand |
| Sidens top | |