Ìden
Èden| Ìden | Èden |
Se også Ìden (pron.), Èden (art.)
pron. _ udtales i fk. (el. mask./fem.) samt i neutr. som trykstærk form af »Ìden, i plur. som trykstærk form af »Ìde. _ genus: alm. som ved »Ìden 1; stof´plur. for visse stofnavne som nævnt under »Ìde 1. _ oblik form dem: udtales som tilsvarende trykstærk form af »Ìde; denne form bruges ikke alene foran relativsætning (som i rigsmål), men i et stort vestjysk område (se kort) også foran subst., fx ¡dem ¡æbler.
1) til kraftig fremhævelse af en enkelt person, ting, mængde etc. (i plur.: nogle enkelte personer etc.), som udpeges, vises tilbage til el. straks vil blive nærmere præciseret. De Bræivin, Tubak aa næ Mier ino, de er A tehov bløuen gyuen = det brændevin, tobak og noget mere endnu, det er jeg tilhobe blevet givet (i bryllupsgave). And.GildeÌ.9f. dæm· båw·sèr æ guè nåk te jaw¶n haj¶l = de bukser er gode nok til jævn handel (dvs. daglig brug). $Agger. (sagt oven på et hosteanfald:) a ka ¡it kom ¡ow¶ mæ ¡di ¡huèst = jeg kan ikke komme af med den hoste. $Todbjerg. (med underforstået subst.:) sø¡ri·nè ¨ æ bæjst te ¡de ¡eñ, te ¡uÛarªbejt æ hoñ it møÛ¶ be¡ve¿ñ = Sørine er bedst til det (arbejde, der foregår) inde; til udearbejdet er hun ikke meget bevendt. $Hundslund. _ (spec., ofte tryksvagt:) den »dag i dag, den/det »lag, »stund, »tid. \ faste forb.: den og den = den bestemte (men ikke her specificerede) [spor. afhjemlet]
 |  Tæt afhjemlet |
wor ¡bejªmåñ ¨ haÛ wor ¡roñt å ¡bej· i ¡å¬· ¡hu·s, a di sku ¡kom te be¡graw¶èls ¡dæj¶ å ¡dæj¶ ¡da¿ = vor »bedemand havde været rundt i alle huse og indbyde til, at de skulle komme til begravelse den og den dag. $Anholt. _ (omskrivende, i højtidelig tiltale:) den mand = De [jf. den¡her 2; spredt afhjemlet] (før i tiden) undgik man så vidt muligt tiltaleformen De, i hvert fald i det indledende spørgsmål: ¡mæ få¡låw å ¡spø·r, hu¿r æ ¡dæñ¶ ¡mañ¶ ¡fræ? = med forlov at spørge, hvor er De fra? Næste spørgsmål var gerne: ¡hwa¶ æ djær/di ¡naw¶n = hvad er Deres/dit navn? Hards. "Hvem er så du?", sagde manden. Ja, hun hed da Marie, og tjente ved Søren Møller. "Men hvem er så den mand?", sagde hun. "Jeg hedder S.P., jeg er sognefoged i vor by". Prip.Søften.203.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = enhver (af den kategori, som beskrives i efterfølgende relativsætning; især om personer) [alm. (dog kun spor. i Sønderjy); syn.: »hvem der] (især i talemåder, fx:) dÉçj døje nåk, dÉ døj skal = den dør nok, der skal dø. Grønb.Opt. Di ska ro·s dæm sjæl, dær hår u·ñ Grañer = de, der har vrede naboer, må rose sig selv. Vestjy (Røjkjær.Opt.). ¡dom dæ woÏ ¡hå¿ ¡o¬¶ de di ¡si¿r, ¡di mo ¡græ·, ¡næ¿r åñè ¡li¶èr = dem der vil have alt det de ser, de må græde, når andre ler. $NSamsø.
Forrige betydning - Næste betydning
3) med kvalitativ betydning; jf. KrMøller.NA.12ff.
3.1) = sådan én, den slags [spor. afhjemlet] A ka gi mi Böns Bön fiir_fæm Hunder Daaler ¨ dind Mand ært a nu blæwn = jeg kan give mine børnebørn 4´5 hundrede daler (i arv); den slags mand (dvs. så velstående) er jeg nu blevet. Ussing.Erritsø.110. dè ku ¡osè væ ¡di ¡o·è te dè ¡li·ªfræm¶ ¡it dåwèt = der kunne også være de år, hvor det ligefrem ikke duede (vist sagt om en afgrøde). SØJy.
3.2) (misbilligende, overbærende el. medlidende) = den pokkers, tåbelige, stakkels (person, virksomhed etc.) [spredt i Nord- og Østjy, spor. i Vest- og Sønderjy] ¡de ¡mañ·fòlk, ¡de ¡wÉl, hwans de ¡wÉl = de mandfolk (egl. stof´neutr.), de vil, hvad de vil (og tager ikke imod fornuft). $Torsted. (dagbog 1828:) de andre ville tidt drille mig med, at jeg gaaer og Kjerester med den Ane Kirstine i Nygaard ¨ Havde det endda været Ane Hedegaard ¨ hende kan jeg bedre lide. Weiersøe.D.38. De Studieren, enten de no sku væ te Præst eller Dejn ¨ de taar jo en faale Ti = den studeren, enten det nu skulle være til præst eller degn, den tager jo en forfærdelig tid. PAlsted.F.26. (vinteren,) ¡de æ ¡ho¿r we ¡Ûe sølè ¡fow·l = det er hårdt ved det sølle fugle (stof´neutr.). $Torsted.
3.3) (stolt el. rosende) = den pokkers, imponerende [spor. afhjemlet, hyppigst fra Nordjy og Midtjy´Ø] "Aah, den Karl jeg har været i mine Dage (= i sin tid)! ¨, sagde han og lettede sig stolt i Sædet. CJensen.Linde.51. og dæ’ Ky’r og dæ’ Øg og den Avl, som der stor = og sikke Køer (og sikke øg og sikken en avl, der står)! Aakj.RS.98 (jf. s. 101).
4) med kvantitativ betydning.
4.1) = den smule [spredt afhjemlet] De Føe hon fæk, sku hon teeg sæ tel = den føde, hun fik, skulle hun tigge sig til. Thy. ¡ba¿l i ¡ju¿lèn å ¡så te ¡po·sk å ¡så te ¡pen·s ¨ ¡de war ¡å¬¶t ¡de få¡lestèls, de ¡war = bal til jul og så til påske og så til pinse, det var al den forlystelse, der var. $Anholt. _ (også foran subst., der i sig selv angiver en smule, fx:) ¡de bej ¡flæsk mo è ¡kat ¡gja·r ¡fo = den bid, smule flæsk må katten gerne få. $Torsted. \ (med overgang til adv.) = så vidt. De mæ·rkilist o¶et, de wa: han kam ålle vier, de Jæns han so¶ = det mærkeligste af det, var, at han (dvs. kalkunhanen, der havde pustet sig op) aldrig kom videre, så vidt Jens så (dvs. kunne se). AaSørensen.S. (Ord&Sag.1998.56).
4.2) = den overflod [spor. afhjemlet] å ¡guÛ, å ¡guÛ, de ¡sjow¶ vi ªhå·Û, di ¡açje ¡low¶ å ¡a ¡greñt = åh gud, åh gud, det (dvs. sikke meget) sjov vi havde, de andre lo og jeg grinede. $Gosmer. do sku ¡sí Ûè ¡wòñ¶ dæ ¡stå¿r i è ¡mu·s! = du skulle se, hvilken mængde vand, der står i mosen! $Torsted. _ (også foran subst. el. adj., der i sig selv angiver en større mængde, fx:) dæ hå wan dæn¶ må·Û o æ gråsparèr (= der har været den måde, overflod, på gråspurvene), dvs. der har været en mængde gråspurve. Hards (HPHansen.Opt.).
| Ìden | Èden |
| Sidens top | |