degen¡dere
deger| degen¡dere | deger |
subst. plur. _ dæ·©nè $Todbjerg; også skrevet *degene, *dæg(h)ener
[af uvis opr.; spredt i ældre kilder fra SabroH og ØLisbjergH (MØJy´N)]
= grimasser. Sikke Dæhgene aa Fagte, han ku stell an ¨ han wa en ren Satan te aa ku fo Folk te aa li = sikke grimasser og fagter, han kunne sætte op; han var en ren satan, når det gjaldt om at få folk til at le. JyUgeblad.II.303. Wolle sprang hen aa køst Appeloen, klappet aa go Degene = Ole sprang hen og kyssede Abelone, klappede (hende) og gjorde (vist: kærligt indsmigrende) degener. PJæger.Y.13. gjöre Dægener ad een = (vist:) skære ansigt efter nogen (for at drille, håne vedkommende). MØJy´N.
| degen¡dere | deger |
| Sidens top | |