Èdakkedakle

dakkel

subst. _ med sideformerne dækkel, dæggel. _ (l/Ï K 4.8:) dakèÏ alm.; også dækèÏ spor. i SønJy´V og ´S; også dæchèÏ spor. på Als. _ genus: stof´neutr.

[< nedertysk tagel, takel; formerne med ´æ´ vel påvirket af dækkel (= låg, jf. forb. få nogen på æ dækkel); SønJy (nord for rigsgrænsen; inkl. tilgrænsende sogne i Sydjy); se kort]

Tæt afhjemlet

= klø. den der taber i et slagsmål, har fået "daggel". TønderH. en omgang klø hedder: ed gådt law dæchel. Als.

Èdakkedakle
Sidens top