dønÇdøne

Se også Çdøne (verb.)

Ìdøne

verb. _ dø·n $Erslev; *dö·n Midtjy´Ø; dyèn $Fjolde. _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; dön SSlesv. _ præt. og ptc.: dyèn hhv. dyèñt Fjolde (Lyngby.Opt.).

[< døn]

 Næste betydning

1) = lugte (grimt) [spor. på Mors, desuden Fur og $Fjolde] noget, der lugter forfærdelig grimt, det døner langt væk. Mors. de ¡dön ætè ¡bræñèñ hæ du ¡bræ·ñ din ¡kÏè·èr = det lugter brændt, har du brændt dit Tøj? $Fjolde. væn vi go·è ¡kåbèÏ få¡bi· så kuñ vi ¡dyèn a ¡råw = Når vi går forbi Marken (dvs. rugmarken), så kan vi lugte Rugen. $Fjolde.

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) = lugte til noget [spor. på Mors og i NØJy] Schade.50. å dö·n te en Teµ = at lugte, snuse til en ting. Ommers. \ (hertil el. muligvis til Çdøne:) han dö·nèr o æ gjaw = snuser, dvs. tøver ved gildet. ElboH (F.I.439).

 Forrige betydning

3) = aflægge et kort besøg [muligvis spøgende anvendelse af betydning 2; kun anførte steder i GjernH (MØJy)] han ka it go di·è åp an¶èn han ska di·è hæn¶ å dö·n = han kan ikke gå derop, uden at han skal derhen og aflægge visit. $Skannerup. undervejs var jeg inde og døn til NN. LåsbySg. RøgenSg (F.).

dønÇdøne
Sidens top