Ìbyge

Èbyge

Se også Ìbyge (subst.), Èbyge (verb.)

Çbyge

subst. _ by·©/by·ch/Áby·ch (K 4.2, K 1.9) alm.; *bøg Sgr.I.21.

[< Èbyge; spredt i Sønderjy´Ø og ´S (med tilgrænsende egne af SØJy); forældet]

= vasketøj (ved gammeldags vask, jf. Èbyge). DSkæmtev.127. Naar man havde "lækket" Tøjet (dvs. haft det liggende i blød i »askelud) en Dags Tid, blev der "klappet Byg’". Pigerne stod da ¨ og bankede paa Tøjet med en "Tærskel" (jf. banke·tærskel). $Felsted. Til at banke en Byge ¨ op hørte en »Tærskel, en Bygskammel og et »Askeklæde. SJyAarb.1952.85f. \ (også) = (stor)vask. (talemåde:) Syv Byg gör enneg (= ingen) Lus syg. Kok.Ordspr.69.

Ìbyge	Èbyge
Sidens top