byg·dreng

Çbyge

Se også Çbyge (subst.), Èbyge (verb.)

Ìbyge

subst. _ udtale »kort, jf. også K 2.1; (desuden, påvirket af plur.´formen:) by·©i $Hundslund; overalt også (yngre, mere rigsmålsnært:) by·©/by·ch/Áby·ch (K 4.2, K 1.9). _ genus: fk. alm.; fem. NØVends (K 7.2), $Voldby, $SSamsø. _ plur.: ´er (K 6.2) alm.; by·©iè $Hundslund, VoerH (MØJy; F.).

\ Ìse flere detaljer i AEsp.Nordjysk.II.38.

[< hollandsk bui (tidligst indlånt i fisker´ og søfartssprog på Vestkysten med udtalen bøj, by·, senere via rigsmål i øvrige Jyll, jf. Ord&Sag.1982.32ff.); alm. (dog kun spor. i SØJy, og sj. brugt i Sønderjy´Ø og ´S); fiskersprog; syn.: Ìguse 2, iling 1, kule x, mol x, æl x]

= rigsm.; ofte med en forestilling om storm, slud etc. (jf. den hyppige forekomst i sms. som torden´, hagl´, sne·byge). Sikke bøjer hun driver mej! (om ustadigt vejr). JRolighed.JS.66. (talemåde:) der ska to¶w Éɶl te en by·g, å to¶w byger te æ skøl = der skal to »æl til en byge, og to byger til en »skylle. AEsp.VO.

byg·dreng	Çbyge
Sidens top