bunklebunsle

bunklet

adj. _ med sideformen bunkleret. _ (´et K 6.1:) boµklè/boµ§klè (jf. K 1.5, K 1.6) alm. (spor. også ´èrè); båµklè Mors (også båµklèrè $Erslev).

[< Ìbunkel 1´2]

 Næste betydning

1) = ujævn, knudret (hos Schade. endnu om jord, væg etc., i yngre kilder kun om dyne, tøj og lign.) [spredt på Mors og i SVJy, spor. i NØJy´SV, SønJy´V og ´S; syn.: bunkel·vorn 1] Bonkele jour, ujævn Jord. Schade.Mors.336. di halsklud (= dit halstørklæde) seder da saa bunklet, læ mæ ræt de (= lad mig rette på det). SVJy. mi ¡s浶 wå ¡he¶èl ¡boµ§klè = min seng var helt "knoldet", ujævn. $Mandø.

 Forrige betydning

2) = vanskelig at omgås; vranten [spor. på Mors; fortrinsvis i ældre kilder; syn.: bunkel·vorn 2] Schade.169.

bunklebunsle
Sidens top