bunke·brændt
Çbunkel| bunke·brændt | Çbunkel |
Se også Çbunkel (subst.), Èbunkel (subst.)
subst. _ med sideformen punkel. _ boµkèl alm.; båµkèl Mors; poµkèl Vends´SV, Han, Him´N. _ genus: fk. alm.; også neutr. SønJy. _ plur.: ´er (K 6.2).
1) = forhøjning (fx i terrænet); fortykkelse, bule; fold (især på tøj) [vel beslægtet med bukkel 1, pukkel; spredt i Fjends og Him´SV, spor. i øvrige Jyll (± Vends´N, Østjy´M og Als)] dæn bonkel som do haaer o di husmanning (= på din husmønning, dvs. på stråtaget) maa do sie o ha væk, faa dæn pynter et (= ikke). SVJy. Fjerene i en underdyne kunne ligge i bonkel hvis den ikke blev rystet. Him. (ved rulning:) træk æ rull liieg, helsen blyver der bunkler o æ tøv = træk rullen lige, ellers bliver der folder på tøjet. Hards.
2) som skældsord [vel overført < betydning 1; syn.: kankel x]
2.1) = klodset mandsperson el. handyr (især halvvoksen knægt el. halvstor tyrekalv) [spredt i Him´SV, spor. i Fjends og Hards´N og ´M]
2.2) = mandsperson, som er vanskeligt omgængelig, tvær, ubehøvlet, sær [spredt i Him´V og Fjends, spor. i Vends´SV, Han, Thy´NØ, Hards´N og ´M samt i ældre kilder fra Mors] Schade.29. Skyum.Mors.I.270. \ (også) = snyder; spasmager. *$Haverslev. \ (også) = uordentlig, sløset person. *Vends. *Him.
| bunke·brændt | Çbunkel |
| Sidens top | |