ÈbunkeÌbunkel

bunke·brændt

adj.

[< ¢brænde 8.9; spredt i SVJy og SønJy´N, spor. i MVJy´S og SønJy´S; syn.: Çbunket]

= brændt sammen, "gæret", beskadiget af at ligge i bunke; om umodent el. utilstrækkeligt vejret korn (jf. lade·brændt); om aftærsket korn, om gryn, malt mv. i dynge. ¡di ¡ni·ch ¨ va klæmt ¡lisè ¡flå· som èn ¡pañªka·© ¨ de va ¡boµkªbræ¿ñ = de (nederste) neg var klemt lige så flade som en pandekage; det (dvs. kornet) var bunkebrændt. SØJy. Gryn, korn og mel kunne ¨ brænde sammen i klumper og det fik afsmag; (så var det) bunkbrændt. MVJy´S.

ÈbunkeÌbunkel
Sidens top