buning

Ìbunke

Se også Ìbank (subst.), Ìbunke (subst.)

bunk

subst. _ boµk alm.; også båµk Vends´S og Him´N. _ genus: fk. _ plur.: ´er (K 6.2).

[af uvis opr.]

 Næste betydning

1) = fremstående kant ind i plovfure, hvor furen er taget for smal [spredt i Vestjy og SønJy, spor. i Vends, Him og SØJy; syn.: Èbunkel] (overført, i talemåde:) Leg båre æ Slink te æ Bunk (= læg bare »slinken til bunken), om at tage fedt og magert, lyst og mørkt, godt og ondt med hinanden. MVJy (Noe´Nygård.J.32). \ (hertil muligvis:) bunke. (talemåde:) æ boµ§k jaw·nèr æ kloµ§k (= bunken jævner »klunken), dvs. Fortjeneste og Tab går lige op. *Holstebro (HPHansen.Opt.).

 Forrige betydning

2) = fremstående kant af uhøstet korn ind i »skår af høstet korn [spor. i Vestjy og Him] En (= den, dvs. skåret) går ud å ind i »Slinker og Bunker. Noe´Nygård.J.32.

buning	Ìbunke
Sidens top