bugtebugtet

bugten

subst. _ med sideformen bugt. _ bochtèn $Hostrup; *bugten GramH; båcht STyrstrupH.

[< nedertysk, jf. he springt in de Bucht (egl. = han går i seletøjet i stedet for hestene, dvs. kommer til hjælp), jf. Mensing.Wb.I.422+558; formerne med ´en er formentlig opr. plur., jf. Dialektstudier.V.279f.; spor. i SønJy´S og ´Ø]

_ kun i flg. forb.: springe i bugten (el. lign.) = træde hjælpende til. Han ¡kund· jo ¡í, så måt ¡æ spreµ i ¡Bochtèn = han kunne jo ikke, så måtte jeg komme til hjælp. HostrupD.II.1.79. gå i æ ¡båcht få ¡jæn¶ (= gå i bugten for en), hæfte for én, økonomisk. STyrstrupH.

bugtebugtet
Sidens top