bugtbugten

bugte

verb. _ bowt/bòwt/båwt (med samme vokal som i bugt) alm.; Ábåwt TonalOmr (K 1.5); (i betydning 2 oftest, vel yngre:) bo©t Østjy; bo÷©t Vends; bo©§t $Erslev, $Vroue; bo÷cht $Hostrup. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[spredt i Vends, Fjends, MØJy og SønJy, spor. i Him, Fjends, Hards og Sydjy]

= magte, få bugt med; fx i brydekamp, slagsmål. hañ ka nåk båwt ham = han kan nok magte ham. Vends (Røjkjær.Opt.). å ò¬ di haj ha hjÉm, va dÉr e·n, dÉ be· ku bòvt di hæ stej kòl Éj flaskÉn = af alle (dem), de havde hjemme (dvs. som var på gården) var der ingen, der bedre kunne magte de her grove karle (dvs. røverne) end (brændevins)flasken. Grønb.Opt.186. ka do Ábåwt ¡dæñ ¡ste·n = kan du klare (dvs. løfte) den sten. $Felsted. \ faste forb.: bugte på hverandre = kappes, dyste [spredt i Vends´S] vi bovte aapaa hveranjer = kæmpede om, hvem der kunde gøre en Ting bedst. Lars.Ordb.24. _ bugte med (noget) = tumle, mase med [spor. i Vends, Him og Hards] han bovte mæ e = tumlede med en tung ting. Vends.

bugtbugten
Sidens top