brug

Çbruge

Se også Çbruge (verb.)

Ìbruge

subst. _ med sideformen brug. _ bru·© $Hundslund (vsa. bru¿©); bro·© VoerH. _ genus: fk.

[spor. i MØJy´S]

= brink, kant. manè, manè se¡hansªwårèm glemtèt i bru¿©èn (el.) bru·©èn ve vej¶èn = mange, mange sankthansorme glimtede i brinken ved vejen. $Hundslund. bru·©èn (er) den faste Jord om Tørvegraven. HadsH. \ (også) = strandkant, havstok (jf. tang·bruge). *VoerH.

brug	Çbruge
Sidens top