ÌbremseÈbremse

Se også Ìbremse (subst.), Èbremse (verb.)

Çbremse

subst. _ med sideformen brems. _ udtales i alm. som »Ìbremse; bræ÷ms Vends´N (K 1.7). _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ plur.: udtales som plur. af »Ìbremse.

 Næste betydning

1) = rigsm. (bremse til køretøj etc.).

 Forrige betydning

2) = redskab hvormed ustyrlig hest bringes til ro i forb. med skoning, kastrering etc.; bestående af en pind med to huller, hvorigennem en rebløkke lægges om hestens mule; ved at dreje pinden strammer man løkken, og den smerte, der derved påføres dyret, bringer det til ro; sj. om tilsvarende redskab anvendt til svin i forb. med slagtning; jf. LandbrugsO.I.282 (med ill.) [spredt afhjemlet] (en) Brems ¨ spænder (man) om Snuden paa Heste, naar de klippes inden i Ørerne, for at de ei skal »krinse. Vends (Melsen.1811). De ku skie te en Hejst slet it vild læ sæ sko, men saa fek den Brems po = det kunne ske, at en hest slet ikke ville lade sig sko, men så fik den bremse på. Mors. \ (spec.:) om tilsvarende redskab til ko, for at den ikke skal malke sig selv. *SØJy.

ÌbremseÈbremse
Sidens top