Çbrage

brage·is

Se også Ìbrage (subst.), Çbrage (verb.)

Èbrage

verb. _ brå·© Hards, SVJy; brå·k SSlesv (også bro·ch Angel). _ præs. og ptc.: ´è(r) $Fjolde.

[jf. Ìbrage]

 Næste betydning

1) = bryde, bearbejde hørstængler for at udskille taverne til videre forarbejdning [spor. i Hards, SVJy og SSlesv; syn.: ¢brøde] (efter tærskning lægges hørstænglerne i vand) dat an skal vu· ¡sky·r te ¡brå·kèn = for at den (dvs. hørren) skal blive skør til Brydning. $Fjolde. \ (i ed:) Söwren brå·©me = søren brage mig. *Hards.

 Forrige betydning

2) = knække nødder; vist kun brugt i leg kaldt "at brages" [jf. Ìbrage 2] Drengene kand neppe bie til nödderne ere modne, førend de brages. *Ribe (TerpagerÇ.ca.1700). (når to drenge ville) bra·©ès (lagde de hver sin nød ind i skåret midt i bragen og) bøjede pinden sammen til en af nødderne brast; den, hvis nød holdt, havde vundet modpartens. *Ribe (F.I.111).

Çbrage	brage·is
Sidens top