ÌbrageÈbrage

Se også Ìbrage (subst.), Èbrage (verb.)

Çbrage

verb. _ bra·© alm. i Østjy; også brå·© spor. i MØJy; brå·© Djurs, Mors, MVJy, SVJy; Ábra·© $Øsby; Ábra·ch Sundeved, Als. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; brå·©t hhv. brå¿©t $Tved, VLisbjergH (MØJy).

 Næste betydning

1) = revne, sprække (om fx is, en væg, tøj) [< brag 1; spor. i Østjy og MVJy]

 Forrige betydning

2) = knage (voldsomt) [< rigsmål; spredt afhjemlet] èn sku¬ ¡etj go ¡u¿Û o è ¡i¿s i¡daw¶ få de ¡bra·©è (= man skulle ikke gå ud på isen i dag, for den brager), det er nemlig ved at være tøvejr. $Bjerre. (talemåde:) man må (i kærestetiden) ikke slå sig til Ro med, at "næe de brage, saa håller et" (= når det brager, så holder det). ØH.1936.157. \ brage og knage (og lign.) = d.s. Det braager og det knaager, og det sturige Hus sak lig’ nied i sæ sjel (= det store hus faldt sammen). Aakj.GJB.73. _ (talemåder:) de ska ænten brå·© hælè(r) knå·© = det skal enten brage eller knage; enten briste eller bære. Skyum.Mors.II.72. så læµ· de knå·©è så hål¶èrè å næ¿ rè brå·©è så go¿ rè = så længe det knager, holder det, og når det brager, så går det (i stykker). $Voldby.

ÌbrageÈbrage
Sidens top