subst. _ med sideformen brand·jord (Østjy).
[< ¢brænde 2; spor. i Nørrejy; syn.: brænd·banke, brænd·kile]
= plet i marken, hvor kornet svides af i tørre somre. F.
Çbrænding
brænd·kileÇbrændingbrænd·kileÇbrændingbrænd·kile