Ìbrænding

brænd·jord

Se også Ìbrænding (subst.)

Çbrænding

subst. _ bræñèµ alm.; bræçjèµ HadsH. _ genus: stof´neutr.

[< ¢brænde 1; MØJy (±V, ±SV, ±NØ), spor. i ældre kilder fra øvrige Midtjy´Ø; se kort; syn.: Ìbrænde, brændsel]

Tæt afhjemlet

= brændsel. hun staar just uden for i »Ved·kasten og hugger Brænding. KSkytte.FØ.118. jeg hørte ham engang fortælle ¨ han havde været ude i sin lille skov at "skove brænning". Prip.Søften.133. o¿sèn fræ bræñiµèt swi¿è i öw¶nèn = osen fra brændet (i ovnen) svider i øjnene. $Hundslund.

Ìbrænding	brænd·jord
Sidens top