brænde·hus
brænde·klyne| brænde·hus | brænde·klyne |
subst.
[< ¢brænde 6; spor. afhjemlet]
= jern til brændemærkning (af dyr, redskaber etc.). Så skul haj te Sme¶j å ha æ Bræjja¶n, så haj ku bræ·j hans Forbogstawwer i Flo¶en å Trowwen, sò¶nt haj ku tje·j hans ijn Sager, næ¶r di blÒw blæn¶t i¡mÉ·l di ajjer djÉs = så skulle han (en ung fisker) til smeden og have et brændejern, så han kunne brænde sine forbogstaver i flåddene (jf. Èflåd) og trugene (jf. trug x), sådan at han kunne kende sine egne sager, når de blev blandet mellem de andres. Skagen (AEsp.GG.26). æn brindjaen te æ høvder næer di ska ij æ æng, faa saa ska di jo mærkes = et brændejern til høvderne, når de skal i engen, for så skal de jo mærkes. SVJy.
| brænde·hus | brænde·klyne |
| Sidens top | |